The remains of the trip

Forlod Chamundi Hill loerdag formiddag, efter vores sidste yoga-time med Khaa (tak gud. Anne kom endda til at kalde ham ved hans lidet flatterende oege-navn fra Junglebogen, da vi lavede en lille foto-session af R i hovedstands-stilling, hvor han stod og hold R's foedder: "Could you please move a little bit, Khaa? - hvorefter den pernible yogastilling selvfoelgelig broed sammen).
Paa trods af sporadisk klaustrofobi, rastloshed og manglen paa almindelige vestlige stimulanser har vi virkelig nydt vores ophold paa chamundi. Roen og den ukomplicerede hverdag har vaeret en oplevelse i sig selv. Vores hjerner er virkelig blevet renset lidt (eller maaske ligefrem vasket?) af al den olie-drypning og venlighed.

Men hvor dejligt lige at have nogle sidste dage til baade at opleve den kaempestore Periyar Nat'l Park hvor de har 42 vilde tigre i gaar og en kano-tur paa backwaters med idylliske palmelunde overalt. Turen til dyrereservatet startede ikke lovende - skulle afsted kl halv seks i silende mosun og brugte 1 1/2 time paa at vente paa en doven guide. Vi havde foelgeskab af nogle spaniere og franskmaend. Ifoert vores blaa regn-poncho'er fra AU var vi klar! Vi havde hoert, at der var risiko for igler i regnvejr, og rigtigt nok, en af de franske piger pegede smilende paa en "leetch" paa stien da vi var paa vej ind for at opleve dyr. Anne taenkte, naa er det bare saadan en lille een, og R mente slet ikke den miniature-regnorm kunne vaere en igle. Haha - hvor har vi vaeret paranoide ved tanker om igler og saa var der bare ingen! Saa gjorde vores indiske guide pludselig holdt og hev en pose salt frem. I baggrunden hoerte man et uhyggeligt skrig fra en fransk pige. Yes! Vi havde fundet vores overmaend hvad angik sart-hed! Men...vi skulle lige fatte, at guiden havde stoppet for at smores vores fodtoej ind i salt for at DRAEBE ALLE DE IGLER DER ALLEREDE KROEB OVER DET HELE PAA FOEDDER OG BEN! De var umulige at faa af ved at tage fat om dem, som R erfarede paa egen haand, da hun modigt verfede dem vaek og de istedet bare bad sig fast paa foerst den ene, saa den anden finger. Rebeccas jungle-skrig overgik franskmandens. Senere var det Anne det gik ud over, bla. fik hun en lille baby-igle paa halsen, og konstant var de smaa usandsynligt vamle dyr paa vej i kolonier ind ad hendes snoerebaandshuller. Det var ustoppeligt! Til sidst opgav Anne helt at holde styr paa hvor mange hun pt havde "indenbords". Spanierne havde lange groenne ponchos paa, som ved efterrationalisering ikke var et hit - den yndige sygeplejerske Lucia fik igler ind overalt, fordi den lange regn-poncho samlede dem op undervejs. Hun var vildt bange og broed konstant graedende sammen, mens kaeresten fjernede igler paa hals, mave, arme, der efterlod bloedende saar. Efter en times tid vendte vi om - og kom fra Periyar uden at have set nogle dyr af betydning udover raabet fra en lille abe og en turist-elefant - og saa selvfoelgelig iglerne. Mem humoeret var hoejt efter at have "overlevet"!

Vi lejede en taxa-mand samme dag og koerte til Kumarakom syd for Kochin for at faa en sejltur paa backwaters. Det var et meget soedt og charmerende bounty-agtigt sted, med palmer alle vegne. Men maden var usanssynligt olieret, og kaalen, som den kasteloese, men overordentligt positive kroebling, der arbjedede i koekkenet (han virkede saa kuet, sikkert fordi han var handicappet og lavest i hierarkiet!) hakkede til os, muggen. Yummy! Heldigvis (og maerkeligt nok!) blev vi ikke syge. Til gengaeld laa Anne vaagen meget af natten i frygt for klamme dyr (hun har mange uspecificerede bid paa kroppen).
I dag var det ren idyl i vores kano, og saa til Kochi, det sidste stop. En virkelig skoen rejse slutter her. Glaeder os til at se jer lige om lidt!

Mange hilsner
Anne og Becky